Så set i retrospekt må jeg jo nok indrømme at mit projekt om at give film, som jeg ved er elendige, en sviner herinde måske ikke var helt så gennemtænkt, som det burde have været. Sagen er nemlig den at jeg har måtte indse at et sådan projekt kun kan have to mulige udfald for mig:

1: Jeg finder rent faktisk en elendig film og får mulighed for at give den fuld skrue herinde, så folk kan få lidt underholdning… på bekostning af at jeg spilder nogle timer af mit liv og måske risikerer at stikke øjnene ud af kraniet med en sløv teske af ren frustration.

2: Jeg finder en film, som alligevel ikke er sååå dårlig eller måske ligefrem er god, hvorefter jeg teknisk set spilder endnu mere af min tid og frustreret må indrømme at filmens visuelle del er fantastisk, på trods af at historien er lige så interessant, indbydende og varieret som en portion lunken havregrød med vand i stedet for mælk (se Avatar).

Som det nok overraskede nogen at Tekken endte i kategori nummer to, vil det det nok også undre nogen at Cop Out ender i den første. Sagen er nemlig den at den ene hovedrolleindehaver er ingen ringere end Bruce Willis, også kendt som manden stort set alle andre mænd ville opgive sin egen heteroseksualitet for (mig selv inkluderet) og som er så awesome at Chuck Norris himself nok vil give ham en højtstående position i sit tyranniske diktatur når han en dag overtager hele verden. Alene.

Cop Out er nok en af nyere tids mest medieudskældte film og i den forbindelse måtte jeg selvfølgelig også lige blande mig i kampen, specielt fordi jeg på ingen måde kunne forestille mig at den kunne være så dårlig, når den nu havde Mr. Willis i hovedrollen og derfor så det som en enestående mulighed for at pointere, hvor elendig mainstream medierne er til at vurdere film. Og her starter mit miserable forhold til Cop Out så, for ikke engang halvvejs igennem filmen måtte jeg bide i det sure æble og acceptere at selv anmeldere fra Ekstra Bladet en gang imellem er i stand til at vurdere en film korrekt.

For lad mig understrege det med det samme, så der ikke forekommer misforståelser senere hen: Cop Out er en film så ringe og uinteressant at jeg ikke vil anbefale den til nogen. Den var så ringe at jeg flere gange i løbet af filmen var “nødt” til at tage en pause, fordi jeg havde andre ting at lave såsom at drikke en kop te eller stirre op i mit fucking loft og drømme om alle de fantastiske film, jeg kunne bruge min tid på. Den var så irriterende dårlig at jeg ikke engang kunne komme op at køre over den, som jeg for eksempel kunne med Manos: Hands of Fate der anses for at være blandt de dårligste film i verdenshistorien.

Historien lyder som følger: To strømere kommer til at klokke i det i en sag, der koster et vidne livet. Som konsekvens bliver de selvfølgelig suspenderet og bliver meget triste. Den ene strømer mangler imidlertid penge og vil sælge sit tudsegamle baseball kort, som er blevet en formue værd, men overfaldes og mister det. De to makkere må nu arbejde sammen om at finde tyven – en opgave som igen får dem involveret i tidligere nævnte sag. Oh og forresten er de to makkere så diagonale modsætninger at det ville svare til at sætte George Bush op mod en hvilken som helst person, der nogensinde har sagt noget fornuftigt. Det virker lidt underligt at den sidste detalje skulle nævnes i handlingsforløbet men tag ikke fejl – denne detalje ER handlingsforløbet.

For lige meget hvor mange underlige sidehistorier der vikles ind i filmen, så vil de allesammen være en undskyldning for at se de to hovedpersoner rende rundt og opføre sig som psykostiske teenagere med autoritet og våben. Eller rettere, med henblik på hvor lidt indflydelse Bruce Willis har, at se vores anden hovedperson rende rundt og gøre det. En person der forresten nok vinder prisen for dårligst karakteriserede, stereotype, sorte mand i dette årti spillet af Tracy Morgan, der er kendt for… fuck if I know. Det værste er dog at de to hovedpersoner netop kun er forskellige og på ingen måde har noget der på papiret holder dem sammen. Men hvad pokker vi befinder os i Hollywood og her må det vil give ret god mening at de to modsætninger i stedet for at spare kræfter og få andre partnere, så de måske kan gøre et ordentligt stykke arbejde, vælger at holde sammen og i stedet for at banke hinandens hoveder ind i frustration over at være med i denne her lortefilm, vælger at opføre sig som douchebags over for alle andre og stadig forventer sympati for deres handlinger. Hvilket filmen i sig selv også forventer.

Filmens største problem er da også hvor dårligt den håndterer sit eget materiale. Ud over de elendigt karakteriserede personer, der sågar har gode skuespillere bag sig får historien, og især personernes valg, en til at stille alt for mange ubesvarede spørgsmål: Hvorfor tolererer Bruce’s figur sin partners latterlige handlinger og har gjort det igennem 9 år i stedet for at skyde ham 10 min inde i filmen, som enhver normal mand havde gjort? Hvorfor vælger filmens hovedskurk, som er den mægtigste narkobaron i hele regionen, at spørge det umage makkerpar om hjælp til at finde sin stjålne bil, i stedet for at hive fat i sine kontakter eller sætte en dusør op? Hvorfor bliver filmens kvindelige spanske nøglefigur forelsket i Morgan’s figur, når han konstant snakker så meget lort, gør så mange stupide ting og samtidig ligner det manglende led mellem menneskerne og aberne – især taget i betragtning af hun ikke forstår ham? Og hvordan er Morgan’s figur nogensinde blevet strømer i Amerika, taget i betragtning af han ikke har nogen som helst kompetencer ud over at bryde loven konstant og at være verdens nemmeste person at hade… vent det giver faktisk meget god mening…

Som det fremgår tydeligt mener jeg at Tracy Morgan er filmens største problem, især fordi han får alt for meget screentime i forhold til, hvad han er værd. Men i sidste ende er det jo ikke engang hans skyld, men nærmere Kevin Smith som desuden er blevet det helt store mediefænomen efter at han indædt har forsvaret filmen over for mediernes “uvidenhed og respektløshed” over for hans film. Faktisk i en sådan grad at han nok er blevet 100 gange mere kendt end hvad han var før. Så måske var det årsagen til han overhovedet lavede filmen. Det gør den dog ikke eksistensberettiget og jeg vil mene at man kun skal give sig i kast med filmen hvis man er både blind og døv… og desuden har en meget tålmodig og tolerant natur.

Ser i, Tekken er inkarnationen af de to tidligere nævnte kvalifikationer for film, der vil ende på denne liste. Den vil efter al sandsynlighed være elendig, som alle andre spilfilmatiseringer, og af selv samme grund ville jeg aldrig spilde min tid på den under normale omstændigheder.

Kender man ikke til Tekken serien har man højst sandsynligt været i koma længere end jeg selv har levet eller også lever man et sted så primitivt og isoleret at man aldrig kommer i kontakt med moderne medier, såsom i en hule eller i Nordkorea – og ingen af dem kommer alligevel til at læse det her. Alligevel er der nok en del – mig selv inkluderet – som aldrig rigtig er blevet sat ind i historien bag Tekken, så her er et lille oprids: Verden er næsten gået under i løbet af en global krig, der har raset i en nær fremtid og i stedet for individuelle nationer, har en række større koorporationer med militær magt overtaget kontrollen over forskellige steder af verden, i et forsøg på at genetablere orden (og tjene endnu flere penge god knows why) og handlingen udspiller sig i et område styret af den største af slagsen kaldet Tekken. Her i Tekken City (20 point for kreativiteten) har man luret at man holder masserne under kontrol ved at underholde dem og man arrangere derfor årligt en stor konkurrence kaldet Iron Fist, hvor de bedste kæmpere slås om den prestigefulde titel som Iron Fist Champion og vi følger selvfølgelig den heroiske underdog Jin, fra den lokale slum, der er dømt til i sidste ende at vinde konkurrencen og score de lækreste damer as indeed he must og det er ligesom hvad historien har at byde på.

Hele dette historie aspekt er faktisk hvad der skræmte mig langt væk fra denne film indtil nu og grunden er åbenlys. Kampspil vil aldrig have en nuanceret og interessant nok historie til at man vil kunne blive fænget af dem, da de sjovt nok altid vil lægge en hovedsagelig vægt på kamp og et sådan grundlag vil aldrig kunne fungere særlig godt på film, hvis man tænker over det. Bedre bliver det da heller ikke af at netop Tekken historien stinker langt væk af klichéer, som man nok vil have gennemskuet hvis man har holdt sig vågen, mens man læste dette indtil videre.

Bedre bliver det heller ikke af at filmen falder i den klassiske B-films fælde ved at have et for lavt budget til at hyre en manuskript forfatter, der rent faktisk kan skrive en ordentlig dialog til filmen og den er derfor sprængfyldt med pinligt klichéprægede dialogscener, der i sidste ende også munder ud i nogle vanvittigt cheesy scener, som for eksempel da en af Iron Fist kæmperne i form Raven, som bedst kan beskrives som værende en sort bokser, der klæder sig så fabulouzzzz at han ligner en pimp på steroider, skal fortælle vores hovedperson at “DET HELE ER OP TIL DIG NU” – højst sandsynligt fordi han ikke vil lette sin egen pimpass, da han har for travlt med at svine folk til og mac’e hoes. Jeg kæmpede for ikke at grine af denne scene og der er desværre flere af dem, som for eksempel filmens slutscene, som jeg dog ikke vil spoile. Et andet problem ved filmen er dens stereotype og overkarikerede persongalleri, hvor især samtlige bad guys skinner igennem ved netop at være bad guys af ingen anden grund end at de bare er røvhuller af natur – især filmens hovedskurk. Sidst, men ikke mindst, har den seneste trend med at benytte sig af flashbacks konstant også sat sit præg på denne film, hvor vi får det samme moralprædikende flashback af Jins mor gentaget et så stort antal gange og på så forudsigelige tidspunkter at man til sidst kan citere med allerede midt i filmen.

Så der er lagt godt op i kakkelovnen til en kæmpe skuffelse for alle inklusivt mainstream publikummet, den lede djævleyngel, men den største skuffelse – og få nu din mundkurv på og hold fast på stolen, for det kan være du går amok og æder dit eget ansigt af ren forargelse – kommer her:
Jeg synes faktisk ikke, det er så slem en film. That’s it I said it – den første film på listen over film jeg ville hade, viser sig at være endnu en film jeg rent faktisk ender med at anbefale, for lige meget hvor meget man kan brokke sig over elendig dialog, cheesy scener og et ekstremt klichépræget plot, så kommer man ikke uden om at Tekken er en damn underholdende film. Kampscenerne er fænomenalt godt filmet og korrigeret og på nær enkelte svipsere, fungerer kameraføringen så godt at man rent faktisk kan se hvad faen der foregår, i modsætning til storfilm som for eksempel Batman Begins eller Bourne trilogien. Slowmotion bliver brugt tilstrækkeligt, uden at overdrive, og vores hovedperson får præcis den mængde modstand i sin kamp mod toppen til at det hverken virker urealistisk eller kedeligt. Derudover er skuespillet faktisk velfungerende og vigtigst af alt, er der blevet castet så gode damer at mandlige seere kan forblive underholdt selv når kampene ikke udfolder sig. Især Jins kvindelige sidestykke og scoring (der virker foruroligende velaccepteret af selve filmen, taget i betragtning af at han allerede HAR en partner) vinder point på den front og som om hendes gode udseende ikke skulle være nok, benytter hun sig af et outfit, der er så afslørende bagved, at man skulle tro hendes skrædder har taget hende ved røven (no pun intended).

Så vi har at gøre med en usædvanlig underholdende B-film, der dog i lige så høj grad er ligegyldig og derfor opfylder kriterierne “Se den, elsk den, glem den” – bare sørg for at opfylde den første, hvis du er en mand og tilfældigvis skal have gutterne over til en filmaften med øl involveret.

Og til alle mine læsere: Undskyld jeg skuffede… næste gang vil jeg nok tage fat på en romantisk teenage komedie eller et drama om lesbiske mødre, så jeg da er sikker på jeg kan rage over noget. Og nej i får aldrig en omtale om Twilight at se herinde. Ever. Like… ever…

Alligevel sidder jeg nu her, parat til verbalt at kamikazebombe nummeret, så hvad skete der? Jo nu skal i høre. Forleden havde jeg den ubehagelige oplevelse at have en 8 timers arbejdsdag i en kasse i Føtex og i den forbindelse mente en af mine kolleger at jeg ikke havde nok i det i forvejen, så han nynnede og efterfølgende sang et lille stykke af NUMMERET nærmest op i mit ansigt, som for at “drille” mig. Mens jeg blot lod episoden ligge i første omgang – dvs efter jeg proppede hans usle korpus i pappresseren, mens den kørte SPOILER ALERT – så skete der alligevel noget fatalt senere på dagen. Jeg fangede mig selv i at nynne melodien til NUMMERET for mig selv, mens jeg ikke havde noget at lave. Jeg var i shock! Jeg troede, at det at blive udsat for nummeret igen måtte have ført til en hjerneblødning hos mig og ikke mindst følte jeg mig så demaskuliniseret, som jeg aldrig før har gjort det. Så jeg tog den endelige beslutning at skrive dette blog indlæg for at reparere min stolthed. That’s right folks, jeg har tænkt mig verbalt at skamfere en blot nogen-og-tyve år gammel kvindelig musiker, der blot prøver at skabe sig en karriere for at genoprette min mandlige mandlighed. Så efter have hørt nummeret et par gange, efterfulgt af nogle succesfulde øreoperationer og en hjernetransplantation, vil jeg her bringe jer min vurdering af NUMMERET:

Nummeret “Alle Mine Veninder”, der for tiden STADIG plager de danske radiokanaler, er seneste udspil fra kunstneren Sys Bjerre, der i den forbindelse kan blære sig med at  have et navn, der efterhånden er lige så kendt, hadet og klingende som navnet Moses Hansen.

Nummeret er en finurlig lille sag, der på let og elegant hvis fortæller om sangerens udskejelser i livet og om hvordan hun kan klare aaaalle livets strabadser, så længe hun har sine veninder hos sig. I ved, præcis det budskab som de sidste tohundredefemogfuckingtyvetusindnihundredesyvoghalvtreds MGP-numre, leveret af piger på knap 12 år, har haft. Og lad os nu lige holde den tanke et øjeblik og genoverveje, hvad vi har at arbejde med her, for sagde jeg lige MGP-numre? Det nærmest arabiske tema som musikken kører over, det umådelige intetsigende og IRRITEREDE omkvæd, den uhyggeligt simple og lamme catchphrase, der lader sig gentage i uendeligheder hen mod slutningen (hvor ER i henne?), den tidligere nævnte klichéprægede lyrik, samt censuren af så simple og velbrugte gamle danske skældsord som PIK… holy fuck Sys Bjerre har lavet sin egen MGP produktion! På dette tidspunkt er det så at min lidt skizofrene bedre halvdel (ja den findes… sorta…) popper op og siger “Ej du nu må du sgu lige stoppe! Det der var alligevel lidt for ondt sagt!”, hvortil jeg bøjer mig og siger undskyld, hun har sikkert ikke selv lavet den, hun har nok bare stjålet nummeret. On with business.

Tager man dette til overvejelse, er det egentlig interessant at observere hvordan Sys Bjerres musikkarriere adskiller sig fra alle dem, der startede med MGP. Ser i, hvor deltagere i MGP som oftest får et ringe megahit, der går rent ind hos deres respektive målgruppe (småbørn eller retards) for efterfølgende enten at forsvinde ud i intetheden, rent faktisk at lave et proper musiknummer og få en karriere eller blive forsideikoner hos Ekstrabladet når de dræber ældre mennesker og tager flere gram stoffer end vi andre nogensinde kommer til at bruge af gram sukker i vores kaffe, så har Sys Bjerre taget den omvendte vej, idet hun ligger ud med at få et kæmpehit, der ligeså rammer hendes respektive grupper (mainstream folket eller folk med Alzheimer), dør lidt ud og så laver et MGP hit for at genoplive karrieren (glæder mig til at høre om HENDES drab og stofmisbrug, der kronologisk set må forekomme når hun er nogen og 60 år gammel) – dvs. en karriere der altid har været baseret på irriterende møghits og en øretævindbydende attitude. Igen popper min bedre halvdel op og siger “Jamen Michael din flamboyante, sofistikerede og charmerende nonchalant gentleman, du var jo helt solgt i hendes første nummer Malene, hvordan kan du så sige hele hendes karriere er råden?” hvortil jeg gerne ligger hånden på hjertet og siger at Malene var et decent nummer de første 20 TUSIND gange, man hørte det – de sidste 500 tusind var bare irriterende.

Jeg snakker alt for meget udenom og har næsten ramt min egen begrænsning på 1000 ord, så jeg vil runde af her med min klassiske lussing til mainstream musikfolket. Ser i for at vende tilbage til Moses Hansen sammenligningen, så har jeg nemlig på fornemmelsen at de begge lokker de samme to grupper mennesker til med deres… udskejelser om man vil. Herr. Hansen har nemlig den evne at han enten lokker de fuldstændig håbløst psykostiske individer til, eller den menneskeskare der bare gør det for at tage pis på andre, bare vil opleve det for at kunne fortælle om det senere eller for at komme i TV. Den første gruppe er til at forholde sig til, fordi man egentlig godt kan føle med dem og fordi man så efterfølgende ved hvem man skal holde sig på afstand af i byen, mens den anden del er langt værre idet det er helt “almindelige” mennesker, der bare bidrager til at give Moses “The Nutbag” Hansen alt for meget fame, i forhold til hvad han bør. Tag nu dette billede og overfør det til Sys Bjerre og så tror jeg faktisk endelig jeg har fået understreget min foragt til mainstream publikummets fordærv af dagens musik… Mit håb er bare at dette nummer tager det så langt ud i ekstremerne at lyrikken “Hvor er i henne, hvor er i henne ETC”, vil kunne overføres til de fans der opgiver Sys efter dette fatale fejlskridt.

På nuværende tidspunkt kunne jeg så undskylde det med at min hverdagsrutine er blevet ødelagt efter eksamener, studenterfester og roskilde, men eftersom jeg allerede har nævnt sidstnævnte to gange, så vil jeg nøjes med at sige fuck it og droppe alt det sentimentale pladder og de dårlige undskyldninger og snakke lidt om Roskilde festivallen anno 2010.

Roskilde festivallen i år vil nok have en helt speciel plads i mit hjerte fremover på grund af selve baggrunden for den. Ser i, jeg var der nemlig også sidste år, som jeg ligeledes følte var en fantastisk oplevelse, så der var selvfølgelig store forventninger til i år. Hvad der så gjorde i år speciel i forhold til den sidste var at den ikke bare levede op til forventningerne, men samtidig gav en herlig følelse af nostalgi i mig – det var lidt som om man havde været væk hjemmefra i alt for lang tid og så pludselig var vendt tilbage.

Man kan så også sige at det ikke er helt underligt, at det var noget nostalgisk for det var PRÆCIS SOM SIDSTE ÅR. Thats right, det var ikke bare SOM sidste år, som i “det mindede om sidste år”, det var PRÆCIS som sidste år: Samme vejr, samme mennesker, samme rutiner, samme antal koncerter man nåede før man blankede ud af sprut eller hedeslag, samme mængde penge brugt, samme ALT. Det var faktisk skræmmende, når man omkring midten af festivallen da musikken begyndte, indså at man lige som sidste år var lige så ugidelig og udmattet som sidste år og derfor ikke rigtig orkede at se noget, på trods af at man havde lovet sig selv det ikke ville ske igen.

Så dagsrutinerne var de samme: vågn kl 8 om morgenen fordi der var for varmt i teltet, begynd at drikke om eftermiddagen, fuck rundt med random mennesker, se en koncert eller to og gå død alt for tidligt, fordi du ikke har sovet forrige nat. Copy paste over hele ugen og du har Roskilde. Det lyder banalt og kedeligt, men hvor det første nok gør sig gældende er anden del helt forkert. Det er grænsende til formidabelt morsom, hvor mange random ting man kan opleve i løbet af bare en dag på festivallen og af den ene grund bør man tage derned.

Den anden helt åbenlyse grund er musikken. Roskilde har nogen af de bedste spillesteder, jeg har oplevet, hvor især Orange Scene er fuldstændig overvældende de første gange man kommer der. Og så gjorde det da heller ikke noget at der var fænomenal musik i år som Dizzy Mizz Lizzy, Motörhead, Pendulum og ikke mindst Prince. Det fede ved den musik der kommer på Roskilde er også at man langt fra har hørt det meste af det og derfor får en mulighed for at opleve nyt musik man normalt ikke vil høre – hvilket er en gave for musikentusiaster, som for eksempel mig.

Så alt i alt en helstøbt oplevelse der vil blive gentaget næste år med sikkert endnu mere større succes, når camp Boats ‘N’ Hoes helt bogstaveligt indtager Roskilde og som til fulde bidrog til at ødelægge op til flere af mine hjerneceller igennem alt det herlige sprut, der blev indtaget. Savner det sgu allerede.

Men nuvel, jeg så mig lidt omkring og kiggede lidt på de mest populære blogs der lå herinde og måtte finde mig selv i en status af shock. Faktisk havde jeg det lidt, som ham der er gået forkert til en fest. I ved. Ham der er til en privatfest hos en person for første gang, skal finde vej, går igennem den forkerte dør og ender med at opleve noget, han aldrig skulle have set og efterfølgende vil mindet om festen altid være fordærvet af den oplevelse lige meget, hvor god den har været. Eller for at metaforen skal passe bedre skulle jeg måske have sagt ham, som gik ind til den forkerte fest… anyway grunden hertil var, at jeg opdagede at nogen af dem herinde med de fleste “hits”, dvs. de fleste folk der kigger, i virkeligheden ikke har andet på hjertet end selvfremstilling af deres fucking hverdag. Det er latterligt! Jeg oplevede eksempler på folk der, fra de stod op om morgenen, dokumenterede alt hvad de lavede med dertilhørende billeder! “Her står jeg op, her er ser i min opvask fra i går, her ser i mit tøj jeg skal have på i dag, her har jeg tøjet på, her går jeg en tur, her kommer jeg hjem, her spiser jeg, her ser i mig blogge med et billede, hvor i kan se jeg blogger med et billede, hvor i kan se jeg blogger med et billede AAAAAAARRGHH”, hvor det sidste er den sidste lyd de lavede inden mine hænder kom ud af skærmen og kvalte dem af ren medlidenhed. Jeg forstår det simpelthen ikke, det var som at sætte sig ned og se en twisted form for Big Brother. Forskellen er bare at Big Brother crewet dengang havde forstået finten og prøvede at skjule sig for kameraene, hvor bloggerne i stedet slås for at finde ud af hvor mange forskellige vinkler de kan få kameraerne til at vise af sig ad gangen.

På dette tidspunkt ved jeg godt at jeg er udsat for den potentielle trussel (hvis man kan kalde det det) at have massevis af dansktalende bloggere på wordpress til at skrive hadefulde kommentarer herinde og derfor vil jeg gerne korrigere potentielle misforståelser og sige, at jeg egentlig ikke har noget imod denne måde at blogge på (udover at jeg har nok i min EGEN røvsyge hverdagsrutine udover at skulle læse om andres…), men at det for mig ville være omsonst at blogge på denne måde af to årsager, den første værende at min tilværelse i forvejen er miserabelt kedelig og den anden værende at havde jeg alligevel noget spændende i mit liv at blogge om, udover min uforlignelige fornuftige holdning til snart alt, så lever vi alligevel i en kultur, hvor man fremstår 1000 gange sejere som menneske, hvis man viser man er komplet ligeglad frem for at vise at man bare giver a bit of a fuck.

Det jeg har noget imod det er, at jeg selv åbenbart har misforstået konceptet med at blogge og derfor har kastet mig ud i det her projekt med de forkerte intensioner eller måske endda ambitioner. For at vende tilbage til metaforen, så accepterede jeg invitationen til en fest, hvor jeg ikke kendte nogen og mødte op i mit pæneste jakkesæt for at give et godt indtryk, for kun at opdage at alle andre havde taget deres pæneste gimp suits på. Hvis den slags da findes i den pæne variant.

Men efter at have overvejet dette, så kom jeg faktisk til at tænke på at det jo egentlig er en glimrende mulighed for mig at starte en debat på. For hvad mener DU som læser at en blog burde indeholde eller nok nærmere, hvad forventer du at se, når du nu går ind og tjekker en tilfældig blog?

Heldigvis for mig er rockmusik en af de få genrer, der i dag ikke er gået komplet i fordærv igennem indavl og identitetskriser. Pop er for længe siden en uddød skabelonsskåret genre, som kun bliver spillet af opkomlinge, American Idol vindere og folk der vil fremstå anderledes inden for melodigrandprixet (eew) og som i dag kun kan overleve, ved at blande sig selv med populære genrer som for eksempel dance. Lige så vel som rap er blevet ligegyldig og ensformig namedropping af kunstnere, dengang folk rent faktisk gav en fuck om genren og syntes det var fedt og rebelsk at folk vendte deres cap på skrå, kørte i kæmpe skinnende biler og havde bukserne nede til omkring anklerne, hvor man i dag bare synes det er åndssvagt… og upraktisk.

Men rock genren har holdt stand og skinner idag igennem, som værende en af de få genrer, der har kunnet forny sig selv, uden at opgive sine originale værdier, som vi sidst så det med Guns ‘n’ Roses’ seneste album ,Chinese Democracy, hvilket den har tilfældes med få andre genrer som for eksempel country… 

faktisk så bare glem jeg sagde det sidste…

Desværre er det jo så ikke helt rigtigt for rockkunstnere lider åbenbart af en mindre identitetskrise nu om dage, hvor gamle kunstnere forsøger så vidt som muligt at lyde nutidige og hvor opkomlinge så vidt som muligt prøver at fremstå som deres gamle idoler og i begge tilfælde ender det altid med at musikkerne ender på ujævn grund, hvor deres numre kommer til at fremstå som egensformige og stereotype klichénumre med alle de dertilhørende fejl og mangler, der er set over and over again. Det er dog også derfor jeg bliver så glad når de to grupper vælger at sige fuck it og vælger at følge deres egen retning igen, som de jo burde. Vi så det med Metallicas overgang fra St. Anger til Death Magnetic og lad mig ikke komme i gang med at snakke om Metallica, for det ville ikke være sjovt for dig som læser, fordi du forventer jeg er negativ omkring musik.

Og her over 400 ord senere stiller du måske spørgsmålet om hvorfor i alverden jeg STADIG ikke har nævnt titelnummeret af Green Day, som er i radioomløb for tiden og det er simpelthen fordi jeg forsøger at skabe en ordentlig kontekst med det næste, jeg vil skrive.

For i modsætning til den udvikling, der har været blandt rockbands, har Green Day, som har lavet nummeret 21 guns jeg omtaler lige nu by the way, gået en helt anden vej idet de har fulgt deres helt egen stil hele vejen igennem og hvad end det var American Idiot, deres nye album 21st Century Breakdown eller deres damn debutalbum, som ingen af jeg højst sandsynligt kender, så vidste man altid hvad man skulle forvente og det var altid godt. Problemet er så bare at bandet i mellemtiden er løbet lidt tør for ideer med deres numre føler jeg lidt og da de udgav deres første single Know Your Enemy stod jeg af og valgte ligefrem af skifte væk hvergang den blev spillet på radioen. “Hvordan” tænkte jeg, “kan det dog lykkes dem at lave et så kedeligt nummer efter perler som albummet American Idiot, der sejlede i hits?”. Jeg får nok aldrig mit svar, men som reaktion valgte Green Day at udgive deres næste single 21 Guns kun for min skyld, så jeg kunne genvinde min tro på dem. Ja kun for min skyld SHUT IT!

Nummeret er af den den dejlig klassiske slags med solid vokal, en præcis men dog nedtonet  guitar solo og et trommebeat, der er som det skal være. Så alt i alt et hæderligt nummer, der ikke kommer så højt op og ringe som for eksempel bandets nummer “Holiday”, men som alligevel hæver sig over masserne af kedelig ensformig musik i dag inden for rockgenren og af den ene årsag får den en speciel plads i mit hjerte i denne tid. Alligevel skal det dog siges at nummeret i sig stadig lider en lille smule af idéløshed, hvor bandet stadig nørkler rundt i de samme gamle metaforer og et lidt halvkedeligt guitarspil, men det er godt gammeldags og solidt håndværk, der bedst kan beskrives som sikkert og så længe det samtidig er et rocknummer så er det godt for mig. Faktisk så er det i alle tilfælde godt nok for mig, med mindre det er Kei$ha der synger det…

Her til sidst på falderebet, har jeg indset at selve denne post er komplet fejlnavngivet, idet jeg har brugt ca. en fjerdedel af den på rent faktisk at skrive om 21 Guns, men fuck it så kan det være at folk rent faktisk gider at læse min vrøvlen om rockgenren, med forhåbning om at der kommer noget interessant senere… Too bad huh?

Derfor vil det måske for dig, kære læser, virke underligt at jeg dedikerer denne første ugentlige grumpy indskydelse til noget, jeg faktisk synes er rigtig rigtig godt, nemlig mobiltelefoner. For mobiltelefoner er virkelig en af de ting, jeg virkelig føler gør mit liv bedre udover Oreos og Cocio. Jeg mener helt ærligt, hvor meget har telefonen egentlig ikke forbedret vores levestandard og vores mulighed for at arrangere ting? Vil jeg til en fest en fredag aften, kan jeg ringe rundt til alle mennesker med en mobil på sig og på ingen tid finde ud af, hvad der sker omkring mig og til en lavere pris end fastnet telefonen i nogle tilfælde! Det gør også, at folk altid kan få fat på mig hvis de skal bruge mig og det gør at står jeg selv i en nødssituation in the middle of nowhere, kan jeg altid få fat på hjælp… med mindre selvfølgelig jeg er så langt ude, så selv kragerne vælger at give op. Alt i alt gør telefonen os meget mere fleksible i vores hverdag.

SÅ HVORFOR FUCK ER DER IKKE NOGEN, DER GIDER BRUGE DET LORT?!

Jeg står i den situation at jeg snart hver fucking dag må opgive at arrangere det ene og det andet, fordi folk ikke svarer deres telefon og ikke engang gider tjekke lortet. “Ups jeg glemte at tjekke den”, “jeg glemte den” og “der må være fejl på nettet” er nogen af de undskyldninger de twats spytter ud på stribe og jeg forstår det virkelig fucking ikke. Tag nu blot mig selv og min brug af telefonen. Jeg har konstant skidtet liggende i min lomme og kan derfor altid mærke, når skidtet vibrerer (no pun intended) og misser jeg nogle opkald, fordi jeg går i spasmer over dårlig musik i radioen eller jeg sover, så tjekker jeg ALTID telefonen efterfølgende, for at se om jeg i mellemtiden skulle have været så priviligeret at have venner, der vil have fat på mig.

“Men Michael din maskuline hingst” spørger du så, “det kan du jo netop ikke gøre, hvis personen alligevel ringer med hemmeligt nummer”, og hvor er jeg dog allerhelvedes glad for du nævner det! For hvad helvede er det nu for noget med at alle folk skal gå og ringe med hemmeligt nummer? Har i noget at skjule folkens, siden i ikke vil have at folk skal kunne se i har ringet til mig? SKAMMER I JER OVER MIG??! For i så tilfælde gider i så ikke fucking lade være med det, for i kan være helt rolige; i modsætning til visse folk, der gør det til en dyd at efterlade deres telefoner rundt omkring, så folk frit kan browse dem, så er der ingen - og jeg gentager INGEN - der giver den mest flyvske fuck for, hvad der sker på min telefon… det garanterer jeg for. Heller ikke mine beskeder.

Og hvor er det dog belejligt, jeg selv nævner det for hvordan er det overhovedet muligt at folk har misforstået konceptet ved SMS’er, som alle burde vide indbefatter korte beskeder? For systemet er lavet sådan at det er nemmere at skrive korte beskeder frem for at ringe. Ved du, hvad der er nemt at skrive? “Hvad laver du?”. Ved du, hvad der er mindre nemt at skrive? “hej skal du med til fest i aften det starter klokken 22 jeg blev bedt om at spørge om du ikke tager veninder med og drengene vil forresten gerne have nachos og dip så hvis du gad tage forbi tanken så ville det være awesome og forresten kneppede jeg din mor her til morges så undskyld lydene”. Den slags ordner man sgu ved at ringe MEN NEJ. Folk har misforstået konceptet, for når man så ringer til DEM så skriver de som regel “skriv lige det er for svært at snakke” og hvad fuck er det for en undskyldning?? Var det svært at løfte røret hele vejen op til øret, i stedet for mavehøjde for at bruge den?? Du er sikker på, du ikke vil have mig til at opdrætte en fucking brevdue til at sende beskeder afsted – beskeder, som du selvfølgelig ikke skriver selv, men får din moster til at skrive ved at diktere beskederne med små blink med øjnene, fordi det at åbne munden jo er for hårdt, din lazy cunt??

Alt i alt er jeg ikke bare irriteret, men også skuffet over folks telefonvaner, fordi noget af det, jeg virkelig synes er allermest ærgelig i verden er spildt potentiale, som jeg synes telefonen er blevet. Hvis jeg vil have en eller anden form for elektronisk ting på mig, som jeg stort set aldrig tjekker eller snakker i, men som jeg en gang imellem trækker op for at skrive random ting på, så skaffer jeg mig en fucking lommeregner.

Men okay, jeg kan vel egentlig godt se det blærede i hele denne affære for dem, der er tale om, jeg mener det må da være helt ubeskrivelig fedt at snakke med nogle venner og kunne blære sig med at have investeret en formue i en telefon, som man ikke har tænkt sig at bruge til andet end fucking pynt. Jeg mener det svarer til at jeg købte en Playstation 3 til den fulde pris, bare for at have den stående på mit værelse idet dens sorte og funktionalistiske stil går fint i spænd med mit skrivebord. Det er bare ærgeligt for os andre, der rent faktisk forsøger at få noget ud af vores telefoner, men som i forvejen knap har råd til skidtet.

Så svar jeres mobil når jeg ringer og læs min blog når jeg skriver! Jeg ville gerne have sluttet dette indslag af med en overlegen metafor, men af mangel på samme, vil jeg nøjes med endnu engang at understrege at folk, der har en telefon med simple formål kun at tjekke klokken, er nogle twats. Basta.

Som kort introduktion skal det siges at filmen er baseret på en gammel serie af samme navn som kørte i 80′erne, hvilket samtidig er grunden til jeg ikke kendte den. Det eneste jeg om muligt vidste om den, var at det var den serie der gjorde Mr. T berømt, hvilket jo ikke lovede helt dårligt for filmatiseringen af den – indtil jeg fandt ud af de havde valgt IKKE at bruge ham i filmen, men i stedet en eller anden dårlig efterligning med et KÆMPE hoved og dertilhørende Mohawk… cunts.

Anyway, da filmen rent faktisk gik igang blev mine negative fornemmelser for filmen dog hurtigt udskiftet med et kæmpe smil på læben. For filmen ved godt hvad den selv er: EN stor undskyldning for få så mange dårlige punchlines, badass gutter og eksploderende biler pakket ind i filmen som overhovedet muligt og den rolle opfylder den til UG og stjerner.  Specielt dialogens følelse af cheesyness, backet op af patriotisk musik hver gang en af vores helte så meget som antyder et glimt af fællesskab, selvopofrelse eller hjemlandet alt sammen pakket ind med et kæmpe glimt i øjet.

Der er ellers vanvittig meget man kunne kritisere ved filmen, hvis man er en inhuman cunt, der vælger at hænge sig i en historie der nærmest bevidst er klichépræget, dum, fyldt med plothuller, forudsigelig og urealistisk. Her er alt fra manden, der falder ti meter ned på hovedet og stadig forlader landingssteder kun med en vag halten, den klassiske CIA bad guy der trækker i trådene, en ekstrem tone af mandschauvanisme og de nok værste punchlines fra bad guys der længe er set. Men har man lidt mere sjæl end sådan et menneske, så vil man hurtigt fortabe sig i filmen, der er mere end tilfredsstillende for alle, der elsker god humor, masser af eksplosioner, underholdning og den ultimative tilfredsstillelse af at se historiens ledeste person lave en cheesy bemærkning før han skyder en af hovedpersonerne, for i sidste øjeblik at blive straffet af at en kæmpe sort mand kommer flyvende på en crosser og henretter ham, ved at smide ham med hovedet først ned i jorden. Sådan går det, når man ikke kan lave en ordentlig punchline!

Jeg kunne også snakke om at allstar castet fungerer perfekt sammen, at filmen eksperimenter med helt nye actionsekvenser (var det en flyvende tank?) og at filmen balancerer rigtig godt mellem rolig dialog og eksplosiv handling, men jeg tror du har fattet budskabet.

Så se nu den film! Og lad damen blive derhjemme, så hun ikke ødelægger det ved at gå halvvejs igennem filmen på grund af hun ikke forstår humoren og den dejlig mandschauvanistiske selvironi den nu engang har.

…oh og ja velkommen til filmdelen af min blog!

Alors on Danse er et dance nummer af den Belgiske kunstner Stromae, hvilket jeg nok ikke havde behøvet at fortælle dig, fordi du skal have boet under en sten beliggende 500 meter under jorden på den mørke side af mars de sidste mange måneder, for ikke at have hørt det eller hørt OM det. Nummeret er som sagt meget anderledes, idet den på nyskabende og revolutionerende måde kombinerer alles yndlingssprog, fransk, med en nærmest uengageret sanger og lyden af trompetlignende instrumenter, der lyder til at være i stykker. JUST FUCKING KIDDING med at det var revolutionerende okay?

Nummeret er by far det mest irriterende, jeg længe har hørt. Trompetlydende i sig selv er nok til at jeg får lyst til at torpedere ind i billisten foran mig, når jeg kører i bilen, bare for at få sangeren, der som tidligere nævnt synger, som om han allerede har opgivet at lave et ordentligt nummer på forhånd, til at stoppe mishandlingen. Og hvorfor lige fransk? Come on? Det er et andet aspekt ved nummeret jeg hader, for det afspejler VIRKELIG mentaliteten hos mainstream publikummet. Det ene øjeblik hader alle fransk, fordi det er et klamt sprog, det næste er alle villige til at se bort fra det fordi alle andre trods alt hører det gudsforladte skodnummer på the voice.

For at vænne tilbage til vorherre, så tror jeg faktisk ikke han har forsøgt at røvrende mig denne gang, han har helt oprigtigt forsøgt at give mig noget anderledes, men hvad han ikke har forstået er at anderledes ikke nødvendigvis er godt. At lave den bedste risengrød nogensinde og hælde den bedste brune sovs over er helt sikkert nyt og anderledes, men jeg garanterer for at det ikke vil smage godt.

Alors on Danse er derfor kort sagt noget forfærdeligt bras, men som tidligere nævnt har den opbakning fra mainstream publikummet og størstedelen af folk, der vil læse det her, vil derfor synes jeg er idiot, men ved i hvad? Screw jer det er min blog!

Og med det har jeg fået lavet mit første rigte grumpy indslag på denne blog. Velkommen til musik delen!

Denne evne til at starte og slutte noget har jeg aldrig ejet, men så gik det op for mig: Hvad fanden skal jeg bruge en ordentlig introduktion til i en blog og endnu vigtigere hvorfor skulle den dog slutte? Folk der endelig kigger på denne blog er ikke interesseret i hvordan jeg starter min blog op, men nærmere i hvad indholdet i den er. Og med det i tankerne vil jeg sige screw det og lad os så køre!

…hvor jeg så indser at hele denne her smørre jo egentlig er en introduktion i sig selv. Nåh whatever, velkommen til min blog det skal nok blive rigtig hyggeligt!